April highlights

OOIOO

 

April i Jazzhouse står i særdeleshed i de internationale navnes tegn. Vi kommer omkring alt fra svensk psych til afrofuturistisk rap, fra armensk folkemusik til moderne europæisk jazz og fra eksperimenterende jazz/metal til chilensk lo-fi. Endelig sætter vi fokus på markante japanske navne som led i et større Japan-fokus i 2017.


I anledningen af genudgivelsen af mesterværket ’Through the Looking Glass’ fra 1981, gæster den legendariske percussionist Midori Takada et udsolgt Jazzhouse som én af de to japanske kunstnere, vi får besøg af denne måned. De mere eksperimenterende og genreafsøgende OOIOO, anført af endnu en japansk musikikon, nemlig Yoshimi, vil uden tvivl sørge for et show med hypnotiske popmantraer og psykedeliske stemninger. Begge navne gæster Danmark for første gang, så det er altså en absolut sjælden mulighed. Koncerterne er del af et større japansk fokus i 2017, hvor Jazzhouse bl.a. 11-20. maj indtager spillestedet Super Deluxe i Tokyo under overskriften OPPOSITE 2017. Læs mere om programmet her. Flere japanske koncerter i Jazzhouse offentliggøres snart.

 

Fans af psykedelisk musik kan også glæde sig til besøg af kultbandet Träd, Gräs och Stenar, en af Sveriges vigtigste og mest stilskabende repræsentanter for syre- og progrock. Vi fortsætter med det tunge, når vi på månedens første dag præsenterer lydprovokatørerne i Zs, der med deres blanding af no-wave, brutal-prog og post-minimaliske skubber grænserne for, hvad lyd og musik er og skal kunne. Kigger vi på den mere jazzede del af vores rockinspirerede repertoire, er det multinationale improviserende doom-jazz band Yodok III også anbefalelsesværdigt.

 

Das Kapital, en af de mest vitale europæiske trioer, med Daniel Erdman, Hasse Poulsen og Edward Perraued, lægger også vejen forbi Jazzhouse ligesom kvartetten Amok Amor. Med Petter Edhl på bas, Christian Lillinger på trommer, Wanja Slavin på saxofon og Peter Evans på trompet, leverer orkestret en skarp blanding af moderne jazz, strømninger fra USA, Tyskland og Skandinavien, og stor politisk engagement – hvilket i særdeleshed også er i centrum hos et af de internationale topnavne, vi kan præsentere denne måned.

 

Den amerikanske digter, aktivist, musiker og anmelderroste Moor Mother leverer ægte protestmusik i form af noise-montager og politisk opvakt rap. I den elektroniske del af vores program kan vi også med stolthed nævne tyske GAS, aliaset for den banebrydende elektroniske musiker Wolfgang Voigt, der giver sin første koncert i mange år, og som netop har annonceret nyt album.  

   
I forbindelse med årsdagen for Det Armenske Folkedrab og som hyldest til den danske missionær Maria Jacobsen, præsenterer vi sammen med Global en særlig aften i Trinitatis Kirke, hvor armenske The Gurdjieff Ensemble bygger bro mellem armensk folkemusik, mellemøstlig klang samt spirituel og mytisk improvisation. Der bydes på flere spændende folkemusikalske ekskursioner, når vi sammen med Fanø Free Folk Festival præsenterer en aften med eksperimenterende folk fra Georgien, Portugal og Chile med Asiq Nargile, Norberto Lobo og Glorias Navales.

 

Mere info:

 

01/04, kl. 21.00                         
Zs (US) + Tvivler (DK)

 

04/04, kl. 20.00 [UDSOLGT]                         
Midori Takada (JP)

 

06/04, kl. 20.00                         
Moor Mother (US) + Danielle Dahl (NO/DK)

 

08/04, kl. 21.00 [UDSOLGT]                       
GAS live (DE) + Daniele de Santis (IT)

 

18/04, kl. 20.00                         
OOIOO (JP)

 

19/04, kl. 20.00                         
Das Kapital (DK/DE/FR)

 

21/04, kl. 21.00

Norberto Lobo (PT) + Glorias Navales (CH) + Asiq Nargile (GE)

 

24/04, kl. 19.30                         
The Gurdjieff Ensemble (AM)

 

27/04, kl. 20.00                         
Amok Amor (US/DE/SE)

 

28/04, kl. 21.00                         
Yodok III (NO/SE/BEL) + Liberez (UK)

 

29/04, kl. 21.00                         
Träd, Gräs och Stenar (SE) + Mythic Sunship (DK)