G((o))ng Tomorrow indtager Jazzhouse

 

Oplev blandt andre mestersaxofonisten Lotte Anker og komponist og lydkunstner Niels Lyhne Løkkegaard under den københavnske festival for eksperimenterende musik og lydkunst.


En række udfordrende og helt unikke koncertoplevelser er i vente, når Jazzhouse og festivalen G((o))ng Tomorrow slår sig sammen d. 10-12. november. Samarbejdet skydes i gang med danmarkspremieren på den højtprofilerede saxofonist Lotte Ankers værk og orkester Electric Habitat.

 

Electric Habitat er anden del af værkerne Habitat 1 & 2, som Lotte Anker skabte til og opførte på den prestigefyldte festival Donaueschinger Musiktage i 2015 - to sammenhængende koncepter, som via improvisation udforsker en række temaer relateret til habitat, tranformation og natur. Med sig på scenen har Lotte Anker et stærkt hold bestående af Thomas Lehn, Sofia Jernberg, Ikue Mori, Sten Sandell, Michael Vorfeld og Burkard Beins. Inden koncerten kan du ydermere opleve Sofia Jernberg solo. Hun har markeret sig som en af Sveriges pt. mest interessante vokalister og har i livesammenhæng tidligere leveret uforudsigelige, intense præstationer med blandt andet Fire! Orchestra.

 

Gå heller ikke glip af den danske komponist og lydkunstner Niels Lyhne Løkkegaard, der vil spille en spektakulær portrætkoncert, som markerer kulminationen på hans ambitiøse SOUND X SOUND-projekt. Løkkegaard forsøger at få instrumenternes lyd til at overskride sig selv ved hjælp af multiplikation, og under denne koncert har han ét stort ensemble med sig - så hver komposition spilles af f.eks. 18 klarinetter eller 10 hi-hats!

 

Sidst, men ikke mindst, kan du opleve Selvhenter i samspil med den danske kunstner Solhorn aka Michael Mørkholt. I det øjeblik Selvhenter går på med dundrende droner og sitrende støj, træder bandets to sæt trommer og forstærkede saxofon, trombone og violin direkte ind i Solhorns livemanipulerede musikfilm og viser helt nye veje på festivalens afslutningsaften.

 

Mere info:

 
10/11, kl. 20:00
Lotte Ankers Electric Habitat + Sofia Jernberg


11/11, kl. 21:00
Niels Lyhne Løkkegaard Portrætkoncert


12/11, kl. 21:00
Selvhenter og Solhorn / Michael Mørkholt