Jazzhouse og CPH PIX inviterer til filmiske oplevelser

 


Igen i år lægger Jazzhouse hus til en række arrangementer i samarbejde med CPH PIX, der lægger en musikalsk vinkel på filmens verden - for både børn, voksne og de danseglade.


Fra 27. oktober til 9. november løber den københavnske spillefilmsfestival CPH PIX igen af stabelen. I den forbindelse inviterer Jazzhouse til to arrangementer, hvor filmens og musikkens verden smelter sammen.

 

Søndag 30. oktober står i filmmusikkens tegn. Den ikoniske franske børnefilm fra 1956, ’Den røde ballon’, danner udgangspunkt for en eftermiddag, hvor musiker Mija Milovic inviterer børn og deres forældre på en tur ind i filmmusikkens univers, der både indebærer en forevisning af filmen med sin originale musik, en koncert, hvor musikken bliver fortolket af pigerne i jazzbandet SNESM, og en workshop, hvor børnene og deres forældre selv kan være med til at lave filmmusik. ’Den røde ballon’ er stadig en frisk, poetisk perle med sin fine, enkle og symbolske skildring af en lille drengs møde med en rød ballon, der har sit helt eget liv i en ukuelig sjæl.

 

Torsdag 3. november sætter vi spot på diversiteten i afrikansk musik. Aftenen åbner med det kenyanske kunstnerkollektiv The Nest, der udover at lave deres egne film, kunstprojekter, mode og musik, også har samlet musik fra de omkringliggende afrikanske lande. The Nest præsenterer disse blandet med deres egen moderne hiphop og r'n'b.

 

Oplev også danske Ras Money aka Raske Penge og Morten McCoy, der dykker ned i deres Afrika-pladesamling og spiller nye og gamle kontinentale godbidder med udgangspunkt i begges forkærlighed for reggaemusikken og de etiopiske musikrødder.

 

Mere info:

 

30/10, kl. 13:00

Hør lige filmen: Filmmusik for børn

 

03/11, kl. 20:00

Ras Money & McCoy + The Nest