Actress (UK)

fredag 27. oktober

Dørene åbner: kl. 20:00

Koncerten starter: kl. 21:00

Pris: 160 dkk inkl. gebyr

Medarrangør: PROTON & Smash!Bang!Pow!

Facebook event

Sjældent klubshow med et af tidens stærkeste elektroniske navne, Actress, der præsenterer atmosfæriske, støjende og intelligente møder mellem afrofuturisme og britisk rave-kultur. Præsenteres i samarbejde med PROTON og smash!bang!pow!

Med en slående evne til at kombinere afrofuturistiske landskaber og et virvar af elektroniske sub-genrer fra den engelske rave- og dubstep-kultur med mere introspektive og filosofiske lag, har Actress – alias engelske Darren J. Cunningham – skabt sig et navn som en af vor tids fremmeste elektroniske kunstnere.

Store navne som Radiohead, Kasabian og John Cale har stået i kø for at nyde godt af Actress’ sublime evner som remixer, men det er ikke bare som remixer og DJ, at Actress hører til eliten inden for den elektroniske musik. Hans eget album ‘Splazsh’ blev således udråbt til årets album på The Wire i 2010. Albummet blev i øvrigt udsendt på toneangivende og eklektiske London-label Honest Jon’s grundlagt af Damon Albarn.

Opfølgeren ‘R.I.P.’ blev ligeledes modtaget med begejstring af anmelderne, og Actress har i det hele taget opbygget et solidt ry som en elektronisk kunstner, der formår at udvikle understrømmene fra rave-kulturen i albumformatet. Sideløbende har han nydt anerkendelse som kurator af en række andre spændende elektroniske kunstnere på sit eget label Werkdiscs, ligesom han har arbejdet på kunstprojekter på Tate Modern. Sidste år indgik han desuden i et særligt samarbejde med London Contemporary Orchestra præsenteret af Boiler Room.

Netop interessen for at fusionere både støjende og dansable elektroniske klange med stort tænkte orkestrale forløb kommer også til udtryk på Actress’ helt nye album, ‘AZD’ (Ninja Tune). Et album, der bl.a. rummer et fabulerende bud på et alternativt soundtrack til ‘Blade Runner’-filmen. En reference, der giver et godt fingerpeg om de stemninger, man suges ind i, når Actress optræder. Og det bliver der nu mulighed for på Jazzhouse til denne koncert præsenteret i samarbejde med PROTON og smash!bang!pow! En sjælden mulighed for at høre et af tidens stærkeste elektroniske navne til intimt klubshow.

Jazzhouse