Julie Kjær: This Is Where You See Me + Syrphe & Luong Hue Trinh - Jazzhouse

fredag 10. november

Dørene åbner: kl. 19:30

Koncerten starter: kl. 20:00

Pris: 110 dkk inkl. gebyr / 60 dkk inkl. gebyr (studierabat)

Medarrangør: G((o))ng Tomorrow

Facebook event

G((o))ng Tomorrow byder i samarbejde med Jazzhouse på et ganske særligt bestillingsværk med Julie Kjær, der har samlet et internationalt stjernehold. Aftenen byder desuden på artist talk og et møde mellem Syrphe (aka støjkunstner Cedrik Fermont) og den vietnamesiske elektroniske musiker, Luong Hue Trinh.

20.00 Artist Talk med Cedrik Fermont
21.00 Julie Kjær: This Is Where You See Me
22.00 Cedrik Fermont & Luong Hue Trinh

Julie Kjær
Kom til uropførelsen af årets store bestillingsværk, This Is Where You See Me, af den banebrydende saxofonist og komponist, Julie Kjær, som er blevet udråbt til en af jazz- og improscenens mest imponerende nye navne.

Kjær er en gennemført original musiker, der presser sine instrumenter til det yderste med dristig og tankevækkende lyd i feltet mellem ny kompositionsmusik og fri improvisation. På kort tid er hun blevet ankerkendt for for sin musikalske kreativitet, sit intuitive spil og multifacetterede udtryk, og anmelderne har brugt de helt store ord om Kjærs lyd: “One of the most impressive new voices on the London jazz and improv scene”, skrev magasinet The Wires Stewart Smith i 2016. Den unge saxofonist har også allerede markeret sig stærkt med flere giganter på den britiske improscene, herunder bassisten John Edwards og trommeslageren Steve Noble.

This Is Where You See Me centrerer sig omkring begrebet metamorfose og vil med musikken som redskab undersøge forvandlingsprocesser og omfattende forandringer. Værket er baseret på komposition og fri improvisation, udforskning af instrumenternes akustiske lyd gennem extended techniques og med et strejf af folkemusik.

Til at opføre verdenspremieren på årets G((o))ng Tomorrow Festival har Julie Kjær samlet et internationalt stjernehold fra den europæiske eksperimenterende scene med Mandhira de Saram (violin), Alice Eldridge (cello), John Edwards (bas), Samuel Stoll (horn) og Mark Sanders (slagtøj).

Cedrik Fermont & Luong Hue Trinh
Oplev også årets vinder af Ars Electronica-prisen, Golden Nica, den belgiske lyd- og støjkunstner, Cedrik Fermont, i et helt nyt møde med den vietnamesiske elektroniske musiker Luong Hue Trinh.

Cedrik Fermont, aka C-drík eller Kirdec, er komponist, musiker og forfatter, der er født i Zaire (DR Congo), opvokset i Belgien, bosat i Berlin, og som på sine utallige rejser har opstøvet og indsamlet eksperimenterende musik fra Sydøstasien og Afrika.

Til koncerten kan du opleve Fermont og Trinh både solo og som duo. Fermont blander droner og percussion i en live performance inspireret af den asiatiske undergrundslyd og baseret på optagelser af bækkener, gongonger, metallofoner samt metalliske objekter og stemmer forarbejdet elektronisk. Det bliver en koncert, som vil kaste lytteren ind i forskellige meditative stadier.

G((o))ng Tomorrow er en årlig festival i København
G((o))ng Tomorrow er en årligt tilbagevendende festival i København for ny, eksperimenterende musik og lydkunst på tværs af genrer og i mødet med andre kunstarter. I år finder festivalen sted fra 3. – 11. november, hvor fremsynede kunstnere fra Danmark og udlandet præsenterer den sidste nye eksperimenterende musik og lydkunst i mødet med andre kunstformer på forskellige venues i hele København. G((o))ng Tomorrow arrangeres af SNYK – genreorganisationen for ny, eksperimenterende musik og lydkunst.

Læs mere på www.gongtomorrow.dk

Jazzhouse