Henrik Lindstrand - Jazzhouse

torsdag 12. oktober

Dørene åbner: kl. 19:00

Koncerten starter: kl. 20:00

Pris: 185 dkk inkl. gebyr

Arrangør: Bullet Booking

Facebook event

I begyndelsen af året drog musiker og filmkomponist Henrik Lindstrand tilbage til sin barndoms hjemstavn i Sverige for at søge inspiration og ro. Her opdagede han, at det selvsamme klaver han i sin tid havde spillet sine første toner på som barn, aldrig havde lydt bedre. Dette blev startskuddet til musikerens første soloalbum – Leken – der vil udkomme til efteråret . 

Med fast bopæl Danmark i mere end 20 år kan den svenske musiker Henrik Lindstrand bryste sig af et særdeles imponerende CV med et langt og fascinerende liv inden for musikken. Som multi-instrumentalist og lydtroldmand i gruppen Kashmir og en efterfølgende succesfuld karriere inden for filmmusikkens verden, springer han nu ud som soloartist på det modige og nøgne udspil Leken, der har klaveret som eneste værktøj. Titlen trækker tråde tilbage til Lindstrands barndom, og er navnet på den svenske skogssjö han voksede op i nærheden af.

» ‘Leken’-søen har en særlig plads i mit hjerte. For mig, er den en slags metafor for et lille sted, hvor der er rart at være. Et hemmeligt sted og en verden, hvor jeg er tryg og der er plads til leg (leken, svensk for leg, red.). Det nye album er stærkt inspireret af dette sted. Det skulle være en leg at lave dette projekt, hvilket fyldte mig med en fantastisk energi og fremdrift i min skabelsesproces. «

Barndomshjemmet og de dertilhørende rammer er derfor det klare omdrejningspunkt for Leken. Da Lindstrand tidligere på året isolerede sig i det svenske ødeland, og satte sig foran det klaver han i sin tid havde lært at spille på af sin egen bedstefar, flød musikken som det mest naturlige.

» Da jeg satte mig ned foran klaveret, forventede jeg det ville blive svært at sidde med musikken helt selv. Jeg har jo været en del af et team i det meste af mit musiske liv. Overraskende nok, var det som om musikken allerede boede i mig. Mine minder tog form som en Super 8 film – en slags dagbog – hvor jeg blot behøvede at lægge toner og akkorder til de flimrende fotos, der kørte i filmprojektoren i mit hoved. Det var en meget magisk og ikke mindst inspirerende oplevelse. «

Første forsmag fra albummet – Enghave Lys – byder på mættede klangflader og en forsigtig fremdrift, der er et godt eksempel på Lekens minimalistiske og indtagende udtryk. Ifølge Lindstrand selv giver de instrumentale stemninger ham personlige associationer til et form for svensk vemod, hvilket for ham har en helt særlig betydning.

» Jeg har altid haft en forkærlighed for de traditionelle svenske folkeviser. De har en fantastisk melankoli, jeg nærmest vil beskrive som en form for unik, nordisk melankoli – eller et svensk vemod af en art. Der er noget inderligt i det, som jeg synes er smukt. Det er ikke nødvendigvis sørgeligt at være vemodig. Det kan også være enormt håbefuldt, hvilket er en dobbelthed jeg virkelig holder af. «

 Leken udkommer 6. Oktober og kan høres på samtlige streamingtjenester, platforme samt på vinyl.

Jazzhouse