Himera (FI): Tomutonttu + Ahti & Ahti + Topias Tiheäsalo + Himera Festive Quartet - Jazzhouse

fredag 03. november

Dørene åbner: kl. 20:00

Koncerten starter: kl. 21:00

Pris: 100 dkk inkl. gebyr

Medarrangør: Himera

Facebook event

En aften i selskab med fire fremtrædende hovednavne inden for den finske eksperimenterende undergrundsscene, kurateret af det finske musikkollektiv, Himera. Præsenteres med støtte fra Puls.

Topias Tiheäsalo
Som guitarist har Topias Tiheäsalo en usædvanlig spændvidde. Ubesværet bevæger han sig fra det tyste og nær-lydløse akustiske til det helt afsindige lydniveau og -tempo, han har lagt for dagen fx som den ene halvdel i improvisations-støjmetal-duoen, Pymathon, og som medlem af det yderst dynamiske italiensk-finske freejazz-ensemble, Jooklo Quartet. Senest har han været særligt optaget af udforskningen af guitarens resonansrum, herunder i selskab med Niko Karlsson, der også er Himera-medlem. På Jazzhouse er det i første omgang i soloakustisk kapacitet, vi skal opleve ham, inden han senere på aftenen indtræder i Himera Festive Quartet.

Ahti & Ahti
Parret og Himera-medlemmerne, Marja Athi og Niko-Matti Ahti, har gennem en årrække medbragt en lydoptager, hvor end de gik. Resultatet er et kolossalt auditivt materialereservoir, som duoen gerne tilbringer deres weekender med at bearbejde, omforme og omarrangere. Live kolliderer montagerne i et mangetrådet musique concrète-lydunivers med modularsynthesizers og en meget ukonventionel anvendelse af diverse objekter som musikinstrumenter.

Begge har et bagkatalog (fx Marja Ahtis soloprojekt, Tsembla, der bl.a. er blevet udgivet på tidl. Real Estate-medlem Matt Mondaniles selskab, New Images Ltd., og Niko-Matti Ahtis to årtier lange engagement i det eksperimenterende folk-band Kiila), der må siges på forhånd at kunne garantere for en fabelagtig koncert på Jazzhouse!

Himera Festive Quartet
Dette spritnyoprettede ensemble bestående af guitarist Topias Tiheäsalo, saxofonisten Sami Pekkola, bassisten Tero Kemppainen samt Amanda Blomqvist på percussion lover særdeles godt. Trådene i de tværmusikalske samarbejder, særligt udi improvisationen og freejazzen, rækker langt for alle fire dygtige musikeres vedkommende.

Kemppainen var bassist i det skelsættende freejazz-band, Rauhan Orkesteri, i start-00erne. Han og Tiheäsalo har kendt hinanden og spillet sammen lige så længe, herunder som medlemmer af førnævnte Jooklo Quartet. Pekkola har ligeledes været en central figur i finske improvisations-, noise- og freejazz-cirkler siden årtusindskiftet. For nylig har Pekkola og Kemppainen, der begge spiller i trioen Taco Bells, i øvrigt allieret sig med den finske undergrundslegende, Pekka Airaksinen.

Helsinki-baserede Amanda Blomqvist tilhører en yngre generation af improvisationsmusikere, der de seneste år har bibragt en frisk, ny lyd til den helsinkiske improvisations- og undergrundsscene. Herudover har hun en genremæssigt bred musikalsk berøringsflade, bl.a. som trommeslager i popbandet Frank Frank Frank.

Tomutonttu
Bag kunstnernavnet, Tomutonttu (oversat: ’støvdværg’), gemmer sig den finske eksperimentelle musiker og visuelle kunstner, Jan Anderzén. Ud over en nærmest labyrintisk diskografi med flere solo- og kollaborationsprojekter end kan nævnes, har den Tampere-baserede Anderzén været aktiv førstestyrmand i bandet Kemialliset Ystävät i mere end to årtier.

Hans legesyge og kompromisløse musikalske eskapader finder inspiration i hans, efter eget udsagn, store entusiasme for tågede grænseafsøgninger af spændingsfeltet mellem det vilde og udomesticerede og det tæmmede. I praksis kommer dette til udtryk i ofte lagtykke lydtæpper bestående af trippede, skæve rytmer og til tider nærmest kraut-inspirerede melodiøse strukturer i forening med fx samplede grooves af dyrelyde og kitschede, naivistiske synth-mash-ups. Tomutonttus performance på Jazzhouse akkompagneres af analoge live-visuals af Ruusu.

Gå ikke glip af en sjælden mulighed for at udforske den finske undergrundsscene til en aften spækket med nogle af de fremmeste kræfter inden for den eksperimenterende musik i Finland.

PULS
Aftenen er kurateret af det finske musikkollektiv, Himera og gennemføres med støtte fra Nordisk Kulturfonds nye netværkspulje, PULS. Jazzhouse vil over det næste år gennemføre en række på otte aftener, der alle har til formål at præsentere nordiske musikmiljøer. Hver af disse aftener er kurateret af en/et nordisk koncertarrangør, festival, spillested, pladeselskab eller kunstnerkollektiv,

 

English
Finnish experimental music collective, Himera, invites you to explore the Finnish underground scene at Jazzhouse with four distinguished acts that all embody an exceptionally multi-collaborationist spirit. Topias Tiheäsalo, who’s masterfull guitar playing ranges from near-silent acoustic work to noisy, improvised metal, will explore captivating open resonances on steel-stringed guitar in a solo-acoustic performance, before joining Himera Festive Quartet later in the evening. Musical duo and couple, Ahti & Ahti, bring their transformed field recordings together in a musique concrete and modular synth experience. The four seminal improv- and free jazz-musicians of the newly formed, Himera Festive Quartet, combine their forces for a, without a doubt, wild show. Last but certainly not least, experimental musician and artist, Tomutonttu aka Jan Anderzén, will embark on his multi-layered electronic escapades, accompanied by analogue visuals by Ruusu.

Jazzhouse