Richard Dawson (UK) - Jazzhouse

lørdag 28. oktober

Dørene åbner: kl. 20:00

Koncerten starter: kl. 21:00

Pris: 120 dkk inkl. gebyr

Facebook event

Kultfænomenet Richard Dawson vender tilbage til Jazzhouse med sit ekspressive og besættende take på en engelsk folkemusik-tradition. Med sig i bagagen har han det stærkt roste nye album, ‘Peasant’, der allerede er nævnt som kandidat til årets plade flere steder. 

Richard Dawson er en af de mest særprægede skikkelser på den nye engelske folkscene. En sanger og sangskriver, der synes dybt rodfæstet i de mere dæmoniske og kringlede hjørner af folkemusikken, som formidles med en næsten rystende indlevelse af hans ekspressive stemme tilsat nøgent guitarspil.

Dawson voksede op i Newcastle, hvor han begyndte at spille sange på en billig akustisk guitar. En guitar som efter et uheld havde fået en sær og skramlet lyd, der den dag i dag udgør fundamentet for Dawsons musik. Netop det skramlede og skrøbelige er uadskillelige størrelser i et udtryk, som sjældent er kønt i traditionel forstand, men som alligevel besidder en kompromisløs skønhed, når Dawson næsten brøler sine sange ud som en slags engelsk folkesanger-pendant til Tom Waits.

Med tiden har Dawson udviklet sin stil i en mere orkestreret retning, ligesom han strækker sangskrivningen ud i lange episke forløb med inspiration fra folkemusikkens fortællende stil. Hans seneste album, ‘Peasant’, er et fremragende eksempel på, hvordan Dawson formår at vride og vende folkemusikken på sin egen helt personlige, gribende og også underholdende facon. Albummet, der udkom tidligere i år, har nærmest over hele linjen fået overvældende anmeldelser. Pitchfork skrev om sangene på pladen:  »The most beautiful music Dawson has ever recorded«, og The Quietus havde albummet på førstepladsen på deres nylige opsamling over de bedste plader i 2017, og i deres anmeldelse af pladen, drages der paralleller til litterære stemmer som James Joyce og Geoffrey Chaucer. Dette siger en hel del om, at Dawson bag den skramlede facade er en musikalsk fortæller af guds nåde – og en musiker, der på ambitiøs vis tager livtag med store og grumsede dele af engelsk fortid og nutid.

Også live er Dawson en enestående oplevelse – uanset om han optræder solo eller med band. I 2016 gav han en decideret overrumplende solo-koncert på Jazzhouse. En af den slags koncerter, der med sin blotte intensitet, fik publikum til at måbe. Det er også i solo-formatet at Richard Dawson til efteråret vender tilbage til Jazzhouse – men altså nu med sange fra den fremragende ‘Peasant’-plade med i bagagen. Der venter endnu en på én gang underholdende, rørende og sjælerystende aften med en af vor tids mest originale folk-musikere.

Jazzhouse