Shabazz Palaces (US) - Jazzhouse

fredag 06. oktober

Dørene åbner: kl. 20:00

Koncerten starter: kl. 21:00

Pris: 180 dkk inkl. gebyr

Medarrangør: smash!bang!pow!

Facebook event

Shabazz Palaces kommer tilbage til Danmark med deres ultraexcentriske univers. Hiphop-duoen er ikke kendt for hits, floor fillers eller bangers, men derimod noget af det mest originale hiphop i nyere tid. Shabazz Palaces, som er det første hiphop-act nogensinde signet til det legendariske rock-pladeselskab Sub Pop, udgiver den 14. juli hele to nye studiealbums. Den 6. oktober inviterer Shabazz Palaces københavnerne ind til en eksklusiv rumrejse i Jazzhouse.

På deres to nye albums, tager Shabazz Palaces’ frontmand, Ishmael Butler aka Palaceer Lazaro, hul på sin seneste persona Quazarz, som angiveligt er født på en gangster-stjerne. Quazarz er et fremmed væsen og desuden betegnelsen for en aktiv galakse. Butler bruger Quazarz til at analysere dagens Amerika ud fra et tredje synspunkt, hvilket ikke tegner et positivt billede.

De to studiealbums, som henholdsvis er blevet døbt ‘Quazarz: Born On a Gangster Star’ og ‘Quazarz vs. The Jealous Machines’ kan bedst sammenlignes med enæggede tvillinger. To af samme celle, samhørighed, samt en stærk følelse af individualitet. Hvor ‘… Born On a Gangster Star’ er præget af det instrumentale, er ‘… vs The Jealous Machines’ langt mere politisk og samfundskritisk. Her bliver der blandt andet på åbningsnummeret forklaret, hvordan Quazarz som en musikalsk observatør er blevet sendt til Amurderca. Et sted, hvor han aldrig vil komme til at føle sig hjemme og tryg i imellem brutaliteterne og de alternative fakta.

En gennemført konstellation der varsler om en ekstraordinær oplevelse, når Shabazz Palaces tager lytteren med på et kosmisk trip den 6. oktober i Jazzhouse. Ishmael Butler er desuden medlem af 90’er cult rap-trioen Digable Planets der spiller reunion-tours disse år, og som blandt andet spillede på Roskilde Festival 2017.

Foto: Victoria Kovios

Jazzhouse