10/02

FESTIVAL

VinterjazzEliane Radigue: OCCAM OCEAN performed by ONCEIM (FR)

Køb billet

Friday kl. 19:30

Dørene åbner kl. 19.00 / Koncerten foregår i Holmens Kirke

140 dkk inkl. gebyr

Oplev Eliane Radigues mystiske og meditative musik i det helt store orkesterformat, når det 30 personers store klassiske ensemble ONCEIM opfører den 85-årige komponists "OCCAM OCEAN" helt akustisk i smukke Holmens Kirke. Præsenteres af Jazzhouse og Copenhagen Jazz Festival med støtte fra Institut français du Danemark, G((o))ng Tomorrow og SACEM.

Eliane Radigue, der blev født i 1932, regnes som en af de store pionerer inden for europæisk elektroakustisk musik. Parallelt med f.eks. Danmarks Else Marie Pade er hun således også et eksempel på en kvinde, der har sat et stærkt kunstnerisk aftryk i et felt, der i sine unge år ellers var stærkt domineret af mænd.

 

Hendes musik undersøger langstrakte og langsomt udfoldede forløb - undertiden af op til flere timers varighed. Det er musik, der strækker sig mod evigheden, og som passende nok også hyppigt er blevet forbundet med en spirituel og meditativ dimension, ligesom den i høj grad peger frem mod senere tids ambientmusik.

 

Skønt hun kendes for sin elektroniske musik, har Radigue, der fortsætter med at udvide sit værk og tonesprog, de seneste år kastet sig over den akustiske musik, og med "OCCAM OCEAN" præsenterer hun for første gang et værk for stort orkester. Et værk, der er blevet til i tæt samarbejde med det bemærkelsesværdige franske ensemble ONCEIM - der står for Orchestra of New Creations, Experiments and Musical Improvisations.

 

"OCCAM OCEAN" viderefører Radigues betagende bro af droner, langstrakte klange og spirituelle stemninger i et stort orkesterlydbillede, som man denne aften vil kunne opleve folde sig ud i Holmens Kirkes smukke rum, hvor musikken fremføres helt akustisk af det ca. 30 mand store orkester. En enestående chance for at høre dette store værk på dansk grund.

 

Koncerten foregår i Holmens Kirke og præsenteres af Jazzhouse og Copenhagen Jazz Festival med støtte fra Institut français du Danemark, G((o))ng Tomorrow og SACEM.

 

(Foto: Olivier Ouadah)