14/05

STORE SCENE

PROTONFlanger (Atom™ & Burnt Friedman, DE) + Mute State

Køb billet

Saturday kl. 22:00

Dørene åbner kl. 21.00

140 dkk inkl. gebyr / Stående koncert

PROTON byder på en aften med tysk jazz/electronica i mesterklasse. Flanger - alias Atom™ og Burnt Friedman - er store stilskabere i genren og aktuelle med nyt, glimrende album. Mute State - alias Tao Højgaard - spiller support med improviserede soundscapes.

90'erne bød på en lang række forsøg på at fusionere jazzen og tidens electronica. Jazzmusikere søgte nye udtryksmuligheder i den elektroniske lydverden, mens flere elektroniske musikere lod sig inspirere af jazzens rytmer og klangfarver.

 

Ikke alle forsøg var lige vellykkede, men et af de projekter, som for alvor satte nye standarder for, hvordan man kunne få jazz og electronica til at tale sammen, var tyske Flanger - alias de to visionære musikere Atom™ og Burnt Friedman. Duoen havde en sublim fornemmelse for at skabe varme og organiske lydbilleder, som dykkede dybt i inspirationen fra både 60ernes progressive jazz, 70ernes krautrock og gamle sci-fi soundstracks, og deres tre første plader udsendt på stilskabende Ninja Tune, spredte sig hurtigt i både jazz- og electronicakredse.

 

Hvor Flanger i udgangspunktet byggede musikken op via samplede fragmenter, begydte de gradvist at inddrage flere musikere, bl.a. den legendariske Can-trommeslager Jaki Liebezeit (som Friedman også efterfølgende har spillet i duo med). Albummet "Outer Space/Inner Space" skabte en futuristisk hybrid af freejazz, latinrytmer, hard bop og meget andet og brugte et stort internationalt ensemble af musikere - herunder i øvrigt en række danske musikere som Thomas Hass og August Engkilde. Og det efterfølgende album, "Spirituals", der blev udsendt på Friedmans eget label Nonplace, dykkede Flanger endnu dybere ned i jazzhistorien med nik til navne som Duke Ellington og Louis Armstrong.

 

Efter nogle års pause er Flanger nu endelig tilbage. Sidste år udsendte de det helt nye album "Lollopy Dripper". Her vender de tilbage til udgangspunktet i det stramme duoformat, men samtidig med en opdateret lyd, der fremstår vedkommende og frisk. Det er med stor fornøjelse, at Jazzhouse sammen med PROTON kan byde dansk koncert med den mesterlige duo.

 

Sagt om "Lollopy Dripper":

 

“Flanger has once again crafted an album of intricate beauty—one that is rooted in experimentalism, but with body-moving undertones. With every listen, the album and its tracks open up more and more, revealing new elements and emotions to take in. It would do the album a disservice to attempt to classify or catalogue it with any genre.”

- XLR8R

 

Support: Mute State

Med baggrund i jazz og improvisationsmusik, skaber Mute State, aka den københavnske guitarist Tao Højgaard, soundscapes og afdæmpet elektronisk musik i nuet. Ingen computere eller forprogrammeringer – bare en mand, en guitar og et væld af guitarpedaler, der alle på hver sin vis modulerer guitarens jazzede univers. En lyd der muligvis bedst kategoriseres som støvet, knitrende og drømmende elektronisk musik – et til tider pulserende “storbyudtryk", der skaber billeder for lytterens indre øje, og fejrer nysgerrigheden og nærværet som noget af det vigtigste i verden. Et statement Mute State tog under kærlig behandling på 2015 albummet Unfamiliar & Curiously Alien. Foruden Unfamiliar & Curiously Alien har Mute State har to albums bag sig, (Guitar Structures fra 2013, Aesthetically Speaking 2014) og er igen pladeaktuel efteråret 2016.