24/04

STORE SCENE

The Gurdjieff Ensemble (AM)

Køb billet

Monday kl. 19:30

Dørene åbner kl. 18.30 / Unumm. siddepladser

165 dkk inkl. gebyr

Træd ind i et smukt og meditativt univers, der bygger bro mellem armensk folkemusik, mellemøstlige klange og spirituel improvisation, når Global og Jazzhouse sammen med Den Armenske Ambassade byder på unik koncert i Trinitatis Kirke med The Gurdjieff Ensemble. De er verdenskendte for deres fortolkning af den armenske mystiker George Gurdjieffs særlige musikalske univers, der har inspireret en række af det 20. århundredes store musikere. Senest har de fortolket den indflydelsesrige munk, komponist og musiketnolog Komitas. Koncerten markerer årsdagen for Det Armenske Folkedrab, der blev indledt 24. april 1915, og er dedikeret til den danske missionær Maria Jacobsen, som reddede mange hundrede armenske børn.

Armenske The Gurdjieff Ensemble har opnået international berømmelse under ledelse af arrangøren Levon Eskenian, der er født i Libanon. Ensemblet har fremført deres smukke og meditative musik i nogle af verdens førende koncertsale og udsendt to roste albums på det prestigefyldte label ECM. Albums, der bygger bro mellem traditionel folkemusik, spirituel musik og jazzet improvisation, og ikke mindst bro mellem vestlig og østlig musik.

 

Arven fra George Gurdjieff

At The Gurdjieff Ensemble har fundet et hjem på ECM giver god mening. Ensemblet blev nemlig grundlagt med udgangspunkt i den armenske mystiker og komponist George Gurdjieffs musikalske filosofi – en tankeverden, der har været en stor inspiration for den spirituelle jazz, herunder for et af ECMs helt store navne, pianisten Keith Jarrett, der også har indspillet en række af Gurdjieffs kompositioner.

 

Gurdjieff, der blev født omkring 1870 (der er tvivl omkring selve fødselsåret) var med sin filosofi og sin musik i det hele taget forud for sin tid ved bl.a. at kritisere den vestlige dualitet mellem krop og sjæl og ved at forene vestlig og østlig tænkning. Både new age-musikken og den spirituelle jazz har hentet inspiration hos ham, men også navne som Kate Bush, Robert Fripp og David Sylvian nævner ham som inspirationskilde.

 

Ældgamle traditioner i forening

Med The Gurdjieff Ensemble har Eskenian og hans fremragende musikere dog ført musikken tilbage til de armenske rødder. Her spilles således på en række traditionelle instrumenter som duduk og zourna (blæserinstrumenter), tar og oud (strengeinstrumenter) foruden en række traditionelle slagtøjsinstrumenter som f.eks. tmbouk. Instrumenterne fremmaner et righoldigt klangbillede og et særligt kulturelt landskab, hvor ældgamle traditioner fra øst og vest flyder sammen i en mystisk flod.

 

Åndeligt monument over armensk kultur

På det seneste har The Gurdjieff Ensemble fordybet sig i musik af den armenske munk, komponist og musiketnolog Komitas, der levede fra 1869-1935. Han anses for at være en af Armeniens fremmeste komponister, men nok så vigtigt indsamlede han flere tusinde gamle armenske folkemelodier, religiøse melodier og danse, hvoraf flere har rødder helt tilbage i det præ-kristne Armenien. I 2015 udkom ECM-udgivelsen “Komitas”, som bl.a. var på Songlines’ Top 10 over de bedste albums fra det år.

 

Musikken er således også et åndeligt monument over en rig armensk kultur, som blev kraftigt indskrænket, da over en million armenere omkom i en massakre indledt 24. april 1915 af det osmanniske rige. Koncerten med The Gurdjieff Ensemble, der finder sted i Trinitatis Kirkes smukke rammer og præsenteres i samarbejde med Den Armenske Ambassade, markerer netop datoen for Det Armenske Folkedrab. Koncerten er samtidig dedikeret til den danske missionær Maria Jacobsen, som var vidne til det armenske folkedrab og som reddede mange hundrede armenske børn.

 

Sagt om The Gurdjieff Ensemble:


“…The combination of instrumental voices, and the otherness of the voices themselves creates deep, mysterious  yet marvelously relaxing soundscapes to sit awhile in.”
– Phil Johnson, The Independent

 

 

Line-up

 

Levon Eskenian – arranger, artistic director

Emmanuel Hovhannisyan  – duduk, zourna, pku

Avag Margaryan – blul , zourna

Armen Ayvazyan – kamancha

Aram Nikoghosyan – oud

Meri Vardanyan – kanon

Vladimir Papikyan – santur, voice

Davit Avagyan – tar,saz

Mesrop Khalatyan – dap/dhol

Norayr Gapoyan – duduk

Eduard Harutyunyan   -tmbouk, cymbals, bell