Under oversvømmelsen i forbindelse med skybruddet den 2. juli blev Jazzhouse påført så omfattende skader på gulv, scene og inventar, at huset måtte totalrenoveres. Derfor er det med stor glæde, at Jazzhouse kan meddele, at man forventer at slå dørene op til et nyt Jazzhouse i foråret 2012 med nye og endnu bedre faciliteter for medarbejdere, musikere og publikum, en ny bestyrelse, organisation og strategi.
Da man åbnede Jazzhouse i 1991, var formålet at skabe en national platform for den internationale jazz og de danske jazzmusikere, der tidligere havde til huse i Jazzhus Montmartre i hhv. Store Regnegade og Nørregade. Siden spillestedet åbnede i 1991 har Jazzhouse været den primære helårsaktive scene for jazz i Danmark med ca. 200 koncerter årligt, og København har i flere årtier haft en særlig status som en af de helt centrale jazzmetropoler i Europa. Når Jazzhouse igen slår dørene op for publikum, kan byen med stolthed bryste sig af et ekstraordinært format på den internationale scene med hele tre så vægtige spillere som Copenhagen Jazz Festival, det legendariske Jazzhus Montmartre der er genåbnet i St. Regnegade og Jazzhouse, landets største genrespecifikke spillested for jazz i Niels Hemmingsens Gade 10.
Det er et strategisk samarbejde mellem Jazzhouse og Copenhagen Jazz Festival, som skal være med til at fremtidssikre huset de næste mange år. De to organisationer rykker tæt på hinanden, men bevares som to selvstændige juridiske enheder i form af erhvervsdrivende fonde. Den daglige leder begge steder er Signe Lopdrup, der siden 2002 har været festivalleder for Copenhagen Jazz Festival. Lennart Ginman vil fortsat være musikchef i Jazzhouse og vil i tæt samarbejde med spillestedets ledelse tegne den fremtidige kunstneriske profil.
- Målet for det tætte samarbejde mellem festivalen og Jazzhouse er at skabe en ny og bæredygtig driftsmodel ved at udnytte synergien mellem Jazzhouse og Copenhagen Jazz Festival – driftsmæssigt, indholdsmæssigt og formidlingsmæssigt - og dermed slanke organisationen, så vi kan skabe mere kvalitet og kultur for bevillingerne, fortæller Signe Lopdrup
Det er ikke mindst en ekstraordinær bevilling fra Nordea-fonden til udvikling af Jazzhouse, der har muliggjort rekonstruktionen af spillestedet, der fremover vil have et samlet fokus på husets kerneydelse: Jazz. Det gælder også efter koncerterne, hvor der vil være sene livekoncerter og eksklusiv klubstemning i huset. I koncertsalen etableres en helt ny scene, nyt backstageområde og et forbedret barområde, og det nyindrettede scenerum giver mulighed for at præsentere meget forskelligartede koncertformater, der danner den optimale ramme om musikken.
- Vi er stolte over, at det er lykkedes at rekonstruere rammerne for det Jazzhouse, som nu kan fortsætte og udbygge rollen som det helt centrale helårsaktive spillested for jazz i København. Jazzhouse er at betragte som Danmarks nationalscene for jazz, og i alle årene har huset været en vigtig formidler af den kreative live- kunstart, som udgør jazzen, til glæde for både begejstrede musiknydere og jazzmiljøet i byen, fortæller Signe Lopdrup. Jazzhouse står over for en ny begyndelse, og vi ser frem til at lukke dørene op for publikum til byens levende scene for jazz: Paletten skal være stor og spektret bredt, men alt, hvad vi laver, skal have med jazz at gøre. Det er jazzen som levende samtidskunst, der er vores kerneområde. Vi skal dyrke og udvikle jazzscenen i Danmark, siger hun.
Det nye Jazzhouse fejres med et stort åbningsprogram i løbet af foråret. Den præcise dato offentliggøres her på www.jazzhouse.dk og på www.facebook.com/jazzhouse, så snart den er lagt fast.
JAZZHOUSE NATKLUB
Hver fredag og lørdag kl. 22.00
Hele sommeren
Niels Hemmingsens Gade 10
DK-1153 København K
ingen nyheder i denne liste